Eksem er en hudsygdom, der er karakteriseret ved røde læsioner / røde pletter/plamager (eksemlæsioner). Placeringen af disse læsioner varierer, især afhængigt af typen af eksem og alder. Men mekanismen, der fører til fremkomsten og forsvinden af disse læsioner, er altid den samme.
Indhold
På mikroskopisk niveau skyldes inflammation nogle strukturelle ændringer i epidermis (det yderste lag af huden) og dermis (laget lige under overhuden). For det blotte øje ser denne betændelse ud som røde pletter eller læsioner på huden.
I teorien inkluderer akut eksem fire faser: en "erytematøs fase", hvor røde læsioner fremkommer, en "vesikel-/blærefase" præget af fremkomsten af bittesmå blærer (vesikler) fuld af klar væske, en "afgivende fase, hvor mikroblærer sprænges, enten spontant eller efter man har kradset i irritationen, og en "helingsfase" hvor der dannes skorpe på huden, hvorefter eksemudbruddet forsvinder igen. Under et eksemudbrud er det ikke muligt at individualisere disse fire faser, og vi observerer kun eksemsymptomerne, der er de ru, røde læsioner. Eksemlæsionerne heles uden ardannelse, undtagen i sjældne tilfælde, hvor man har kradset intenst.
Kronisk eksem er kendetegnet ved en fortykkelse af huden. Huden bliver også mørkere og får et tværgående mønster. Kroniske eksemlæsioner er mere almindelige hos ældre børn og voksne. De er vanskeligere at behandle, men ender ofte med at forsvinde på samme måde som akutte eksemudbrud.
Ud over det rent visuelle aspekt ledsages eksemlæsionerne ofte af prikken, overophedning eller endda brændende fornemmelser, kløe og en masse ubehag.
Tilsammen er eksemudbrud en total inflammation, da de kombinerer de fire kerneelementer i en betændelsesreaktion: rødme, hævelse, varme og smerte.
